Parken pakket ind i kæmpe-bannere med 16 landsholdsprofiler gennem mere end 100 års landsholdshistorie.
Parken er landsholdets hjemmebane i kvalifikationskampene.
Det skal tilskuerne selvfølgelig mindes om, når de er på vej til Parken.
Derfor er Parken blevet dekoreret med 16 store bannere med 14 tidligere og to nuværende landsholdsstjerner.
De 16 bannere måler 10 meter i højden og 7,30 centimeter i bredden, og er fordelt på A-, B- og C-tribunerne med primært actionfotos af 16 forskellige landsholdsspillere, som har haft hver deres specielle betydning i landsholdets historie.
”Bannerne med de 16 spillere symboliserer, at landsholdet repræsenterer en fantastisk historie, der går mere end 100 år tilbage. Og at tilskuerne er på vej hen for at opleve det nyeste kapitel i denne flotte fodboldhistorie,” forklarer kommunikationschef Lars Berendt, og uddyber:
”Vi har kun haft 16 pladser at gøre godt med, og derfor har vi skudt lidt med spredehagl for at ramme så bredt som muligt i spillernes repræsentation af landsholdets historie og succeser.”
De første 16 spillere, der pryder bannerne, er valgt for at dække så mange årtier som muligt og så mange slutrunder som muligt. Der er også skelet til landsholdsprofiler, som har haft en individuel betydning eller sportslig signifikans, ligesom alle spillere med over 100 landskampe er taget med. Flere af dem er også optaget i Fodboldens Hall of Fame.
Ole Madsen er én af de 16 spillere, som portrætteres på de store bannere udenfor Parken. Han opnåede 50 landskampe og imponerende 42 mål i perioden mellem 1958 og 1969. Hans scoring til 1-0 mod Sverige den 20. juni 1965 med hælen er gået over i landsholdets historie som en ren klassiker fra dengang, Parken hed Københavns Idrætspark, banen lå på den anden led og bolden trillede ind bag den svenske målmand på målet foran ”Cementen”-tribunen ud mod Øster Allé.
Når tilskuerne kommer helt hen til de fem af Parkens indgangspartier, der er omgivet af rundeller, kan de derimod opleve i alt 10 fotos på 228 gange 350 centimeter af nogle af de mest aktuelle landsholdsspillere, som muligvis er på banen i aftenens kamp.
”Martin Jørgensen og Dennis Rommedahl binder historien og nutiden sammen. De har allerede repræsenteret landsholdet i henholdsvis 100 og 109 kampe og fem og tre slutrunder,” fortsætter Lars Berendt, og slutter:
”Signalet med fotografierne af aktuelle landsholdsspillere ved indgangene er at byde publikum velkommen indenfor til den aktuelle landskamp. Det sker med billeder af spillerne, som bringer publikum lidt tættere på dem, end de er under kampen.”
De 16 spillere på bannerne:
Poul "Tist" Nielsen, 38 landskampe, 52 mål, 1910-1925
Knud Lunderg, 39 landskampe, 10 mål, 1943-1956
Harald Nielsen, 14 landskampe, 15 mål, 1959-1960
Ole Madsen, 50 landskampe, 42 mål, 1958-1969
Per Røntved, 75 landskampe, 11 mål, 1970-1982
Morten Olsen, 102 landskampe, 4 mål, 1970-1989
Allan Simonsen, 55 landskampe, 20 mål, 1972-1986
Preben Elkjær, 69 landskampe, 53 mål, 1977-1988
Michael Laudrup, 104 landskampe, 37 mål, 1982-1998
Brian Laudrup, 82 landskampe, 21 mål, 1987-1998
Peter Schmeichel, 129 landskampe, 1 mål, 1987-2001
Lars Olsen, 84 landskampe, 4 mål, 1986-1996
Jon Dahl Tomasson, 112 landskampe, 52 mål, 1997-2010
Thomas Helveg, 108 landskampe, 2 mål, 1994-2007
Martin Jørgensen, 100+ landskampe, 12+mål, 1998-
Dennis Rommedahl, 109+ landskampe, 19+mål, 2000-
Læs også:
Fanzone ved Parken
Som medlem af Landsholdsklubben kan du komme med forslag til, hvilke spillere, du mener, der bør komme i betragtning til en plads på bannerne. Det er gratis at være medlem. Bliv medlem her.