Han er blevet kåret som ”Årets Spiller” i Danmark fire gange; flere end nogen anden. Og han opnåede den samme titel i Skotland to gange – som den første ikke-britiske spiller. Han er formentlig den eneste spiller i verden, der har modtaget en stående ovation for at tage et indkast, men sådan var det på Ibrox, hjemmebanen for Rangers FC, hver gang det skete. Tilhængerne forgudede ham for hans virtuose driblinger og elegante gennembrud, som han også demonstrerede i Sverige i juni 1992, da Danmark vandt Europa Mesterskabet. Han måtte slutte en smuk karriere allerede som 31-årig på grund af en konstant smertende akillessene.