Han opnåede 50 landskampe – uden nogensinde at spille bare én kamp i den danske 1. division. Bortset fra sine tre år som professionel i Sparta Rotterdam optrådte han som senior-spiller for Stefan på Genforeningspladsen og for HIK på Gentofte Stadion. Alligevel var ”vognmanden” i stand til at køre rundt med verdens bedste forsvarere. Han var en konstant trussel; selv med ryggen til målet – som da han scorede med hælen mod Sverige i 2-1 sejren i Idrætsparken i 1965. Da DBU i 1969 besluttede at ville anvende hjemvendte professionelle på landsholdet, blev han den første, selv om han var fyldt 34 og spillede i 3. division.