Vinder Danmark onsdagens afgørende VM-kvalifikationskamp mod Skotland, havner det danske kvindelandshold i øverste seednings-lag i playoff-kampene. Sådan lyder de sidste positive meldinger fra UEFA.
Trods regnvejret var der masser at fejre i landsholdslejren i Vejle tirsdag.
For det første fyldte Fortuna-spilleren Line S. Jensen 19 år – og fødselaren kunne sammen med holdkammeraterne og trænerstaben glæde sig over, at Danmark havner i øverste seedningslag til VM-playoff-kampene, hvis holdet vinder onsdagens kamp i VM-kvalifikationen mod Skotland.
Det europæiske fodboldforbund har nemlig regnet sig frem til, at Danmark havner i top 4 ved en sejr på onsdag.
De tre øvrige tophold er Norge, Sverige og Frankrig – mens England, Italien, Polen eller Ukraine sammen med Schweiz ligger i det nederste seedningslag. Det betyder med andre ord, at Danmark slipper for at møde Norge, Sverige eller Frankrig i playoff-kampene om VM-billetten:
"Det er absolut en god nyhed for os, og det betyder, at vi nu har mulighed for at ”angribe” en lidt svagere modstander – i stedet for at skulle forsvare os i mod en stærkere," lyder det fra en glad landstræner, Kenneth Heiner-Møller.
Han pointerer dog, at Danmark først SKAL vinde mod Skotland i onsdagens VM-kvalifikation, og at alle af de potentielle modstandere kan give problemer:
"Det kræver tre sejre i træk at komme hurtigt til VM, og selv om vi skulle vinde mod Skotland, så er England jo en fantastisk modstander, Schweiz har spillet lige op mod Skotland, og Italien har virkelig gjort det godt i deres kvalifikation, men uanset hvad, så er oddsene bedre ved at være seedet end ikke at være," siger Kenneth Heiner-Møller.
Kom og se, om det lykkes det danske kvindelandshold at vinde på onsdag klokken 18.15. Du kan stadig nå at købe billet på www.vejlebilletten.dk.