Simon Busk Poulsen

Simon Poulsen kan i virkeligheden også spille flere pladser i offensiven, men optræder oftest som venstre back. I virkeligheden har han været inde omkring det danske landshold siden 2007. I første omgang som gardering på kanterne, men det er dog først i løbet af det sidste års tid, at han for alvor har slået igennem som venstre back.

Han startede i den lokale fodboldklub i Ulkebøl i Sønderjylland, hvor han er vokset op. Den første professionelle kontrakt fik han hos SønderjyskE, hvorefter turen gik til FC Midtjylland. Efter et par sæsoner hos ulvene fik han i 2008 opfyldt drømmen om udlandet og blev en del af den strøm af danske spillere, som hvert år drager til Holland på kontrakt. I Simon Poulsens tilfælde havde han sikret sig en kontrakt med topklubben AZ Alkmaar. 

Det er i Holland, han er blevet omskolet til back. I sin tid i Superligaen fungerede han som fløj, men da ikke var muligt for ham at tilspille sig en startplads i AZ Alkmaar, startede han sin forvandling til back i stedet. Siden da er det kun gået frem for den sindige sønderjyde. Ud over at få fuld spilletid i Holland, sikrede ændringen ham en plads på landsholdet igen. Poulsen re-debuterede i landsholdsregi op til VM-slutrunden i Sydafrika, hvor han spillede alle tre kampe.

Simon Busk Poulsen er en moderne back, hvis klare spidskompetencer ligger i den offensive del af spillet. Qua sin fortid som fløj er han ikke bleg for at tage de helt lange ryk op langs kanten og kommer ofte til baglinjen, hvor han laver indlæg. Defensivt udvikler han sig hele tiden. De gode præstationer resulterede blandt andet i, at han blev valgt til efterårets hold i den hollandske Æresdivision.

Vidste du, at:
- han deler værelse med Simon Kjær på landsholdet.
- han drømmer om at spille for Barcelona.
- han elsker dansk mad.
 

Fødselsdag: 7. oktober 1984
Højde: 184
Vægt: 76
Placering: Forsvar
Klub: AZ Alkmaar

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første