Simon Kjær

Det er snart tre år siden, at Simon Kjær brændte sig fast i nethinden på danskerne. Helt bestemt var det i sommeren 2009. Han debuterede på landsholdet d. 6. juni i VM-kvalifikationskampen på udebane mod Sverige. Kort forinden havde Martin Laursen sagt stop på landsholdet, og derfor skulle der spilles et nyt forsvar sammen. Valget faldt på en ung lyshåret knægt fra det midtjyske ved navn Simon Kjær. Godt nok begik han straffespark mod Oluf Mellberg, men resten af kampen på Råsunda pillede den unge Kjær fuldstædigt pynten af det svenske angreb. Herefter var der ikke mange, som tvivlede på, at konstellationen Kjær/Agger var vejen frem.

Simon Kjær slog i starten sine folder i Lund IF. Men da man hurtigt blev klar over hans talent, drog han videre til Horsens for dernæst at starte på fodboldakademiet i FC Midtjylland. Det blev ikke til mere end fem kampe for ulvene, før Palermo hentede ham til Sicilien. Efter en lidt hård start, hvor det italienske sprog drillede, blev han hurtigt fast mand i start 11’eren, og med flere stabile præstationer kom han snart i flere storklubbers søgelys. Da han skiftede til VfL Wolfsburg, blev han med et prisskilt på 90 millioner kroner den dyreste danske spiller nogensinde.

På banen er Simons forcer i hovedspillet. Qua hans højde skal modstandere have en overordentlig god dag, hvis de skal slå danskernes blonde luftkaptajn i hans domæne. Nede på landjorden spiller Simon Kjær med stort overblik og har en fin placeringsevne. 

 Vidste du, at:
- privat holder han med Liverpool ligesom resten af hans familie.
- hans yndlingsspiller er Paolo Maldini.
- hvis det ikke var lykkedes med fodbolden, ville han være skraldemand.
- han hader at læse bøger men gerne ser en film.
- han har Jomfru Maria tatoveret på underarmen.
- han var ansat til at pakker kasser hos en urmager, da han var knægt
- han er vild med tv-serien Klovn.

Fødselsdag: 26 marts 1989
Højde: 189 cm 
Vægt: 82 kg
Position: Forsvar
Klub: AS Roma

Skriv en kommentar

Skriv kommentar (Kræver login)

0

Ingen kommentarer endnu - skriv den første